Open Directory Project (dMoz) lukker
DMOZ – også kendt som Open Directory Project (ODP) var det sidste af de store redaktionelt opbyggede web-kataloger. De har netop annonceret at de lukker og slukker pr. 14. marts.
Den største overraskelse er ikke at dMoz lukker, men at lukningen først kommer nu. Alligevel er det med en vis vemod, at det sker.
Det er ikke så meget fordi vi længere rigtigt har brug for et manuelt redigeret katalog, som da dMoz blev etableret i 1998 under navnet GnuHoo som en konkurrent til Yahoo, der dengang havde et nærmest Google-lignende monopol som verdens største, og mest brugte katalog. Det er mere fordi, dMoz trods alt bidrog til en vigtig og spændende udvikling på nettet i de tidlige år.