Det er summen af alle faktorer, der skaber gode SEO-resultater
Mange virksomheder har gennem tiden spurgt os, hvad der er dén vigtigste SEO-faktor. Ofte er det fulgt op af spørgsmålet: Hvad er den ENE ting vi burde gøre, hvis vi vil være mere synlig i Google.
Desværre er svaret langt fra ligeså enkelt som spørgsmålet. Faktum er, at SEO består af rigtig mange faktorer. Og det er summen af dem – hvor godt du optimerer alle elementer, der gør udslaget.
Når det så er sagt, vægter alle faktorer bestemt ikke lige meget og nogle faktorer er det vi kalder “must have” – hvis ikke de er på plads, hjælper intet andet.
Det skal vi se lidt nærmere på i dette indlæg …
IRTA – Indeksering, Ranking, Traffic & Actions
For snart mange år siden udviklede en af mine tidligere kollegaer i USA IRTA-modellen, som en meget forsimplet måde at forklare de 4 grundelementer, der skal på plads for at skabe success med SEO.
- I – Først skal dine sider indekseres – hvis Google ikke har dem i deres indeks, så vil de naturligvis heller ikke blive fundet på nogle som helst søgninger
- R – Herefter skal siderne ranke – det er jo ikke nok at de teknisk set findes i Googles indeks. Hvis man ikke finder dem – helst på side 1, når der søges på relevante ord, så er de i praksis så godt som usynlige
- T – Men selv hvis dine sider er indekseret og de også ranker på side 1 i Google på de rette og relevante keywords, så er det langt fra sikkert at folk klikker på lige dit link. Det kræver bl.a. en god og inspirerende titel og beskrivelse, og det kan yderligere styrkes med bl.a. FAQ-elementer og andre features.
- A – Vi skal ikke glemme det sidste punkt – “action”. For selvom det jo er dejligt (for vores ego) at ranke godt i Google, og skønt når det giver en masse trafik, så har det jo ikke meget reel værdi. hvis de mange dejlige besøg ikke skaber de handlinger vi ønsker (f.eks. køb eller leads)
Ovenstående er naturligvis blot en overordnet forståelsesramme. Under hver punkt finder du en masse faktorer, der skaber resultaterne. Men IRTA-modellen er alligevel meget god at have i baghovedet – for de 4 skridt er vigtige at have på plads, i den rækkefølge.
Teknisk SEO, indhold, autoritet og user engagement
Det er som sagt summen af alle SEO-faktorer, der gør om du kommer til tops i Google. Man kan lidt forenklet opdele dem i:
- Tekniske SEO-faktorer
- Indhold
- Autoritet og troværdighed
- User engagement
For hver af ovenstående punkter er der en masse detaljer, som du kan og bør optimere. Jo flere faktorer du får optimeret (godt nok) jo støre chance er der for, at du bliver fundet i Google.
Teknisk SEO
Jeg anbefaler som regel at man starter med de tekniske faktorer. Dels fordi de er grundlaget for alt det andet – lidt som fundamentet i et hus. Og dels fordi det er nogle af de faktorer, som du – i princippet, selv kan styre 100% (hvis du altså ved hvordan).
De fleste tekniske faktorer bør du få optimeret, så der, som minimum, ingen fejl er – det er bestemt ikke umuligt. Ofte handler det om at holde tingene så simpelt som muligt.
Jo mindre komplekst – jo færre fejlmuligheder. Udover at undgå direkte fejl, bør du også udnytte alle de tekniske fordele der kan være – f.eks. bruge AMP-format, kode dine sider med korrekt Schema-data og optimere hastigheden så godt som muligt.
Optimering af indhold
Næste skridt er, at optimere indholdet. Her gælder det også, at der er mange faktorer, som kan optimeres. Først og fremmest skal du have styr på hvordan din målgruppe søger. Det kræver en keywordanalyse.
Når du ved det kan du bedre vurdere hvilken type indhold der vil være det bedste svar at give søgebrugerne. For nogle søgningers vedkommende – det vi kalder “informations-søgninger”, vil f.eks. artikler, blogindlæg, FAQ- og ordbogsopslag ofte være bedst. På produktsøgninger og søgninger hvor folk mere specifikt leder efter en leverandør-, vil webshop, salgs- og transaktionssider ofte være bedre.
Når det er på plads skal alle indholdselementerne på siderne optimeres – overskrift, resten af det synlige indhold, billeder, video, side-titel, META-beskrivelse osv. Det, eller de keywords du ønsker at ranke på – og de semantiske relationer til det, skal bruges på en naturlig måde, så Google forstår hvad det handler om.
Autoritet og troværdighed
Både de tekniske faktorer og indholdet kan du helt selv bestemme hvordan skal optimeres. Men når vi kommer til de sidste to, er det ikke helt så enkelt.
Autoritet og troværdighed er summen af en masse faktorer. En af de meget vigtige er links – hvem der linker til dig. Det kan naturligvis påvirkes – du kan aktivt arbejde med linkbuilding, men da du ikke på samme måde som med teknikken og indholdet på dit website helt selv kan bestemme hvem der skal linke til dig, så er du afhængig af en mere indirekte påvirkning.
Du kommer dog ikke udenom links – autoritet og troværdighed. Uden dette vil selv det bedste indhold og teknik ikke ranke på ret meget.
User engagement
Sidste punkt er det vi samlet set kalder user engagement. Det er alle de faktorer, der fortæller Google noget om, hvordan de besøgende bruger dit website – hvor længe de er på sitet, hvor ofte de kommer igen og hvilke handlinger de foretager sig.
Det kan du naturligvis godt påvirke – bl.a. gennem godt og brugervenligt design, struktur og ikke mindst indhold, men på samme måde som med links kan du naturligvis ikke bare diktere hvor godt de besøgende engagerer sig.
Men på samme måde som med links er det absolut noget du bør arbejde på at optimere. Og det er ikke kun for Googles skyld. For med et højere engagement får du flere salg – flere glade besøgende og flere leads.
Første udfordring – korrekt indeksering
Det første du, som sagt, skal sikre dig er, at alle de sider du vil have indekseret bliver det. Hverken mere eller mindre.
Der er mange ting som kan forhindre, at de ønskede sider bliver korrekt indekseret. I første omgang skal Google kunne finde dem.
Den bedste måde at sikre det er, at sørge for, at der er almindelige links til alle sider – at man helt enkelt kan klikke sig frem til dem. Google udfylder ikke formularer for at finde dem og du kan ikke regne med de læser links i f.eks. JavaScripts, Flash eller AJAX.
Du kan teste om en webcrawler, som Googles, kan finde alle dine sider med et værktøj som f.eks. Screaming Frog. Jeg vil også anbefale, at du registrerer dit website på Google Search Console – her kan du se, om Google finder alle dine sider.
Men selv med links til alle dine sider kan der være problemer, som gør at Google ikke kan indeksere dem. Helt basalt kan de være passwordbeskyttet, udelukket fra crawling med robots.txt eller fra indeksering med NOINDEX-tags. Som som disse er der faktisk skræmmende mange der laver.
Der kan også være mange andre årsager til, at Google ikke kan indeksere dine sider korrekt. Hvis du f.eks. udskriver indholdet i JavaScript så er det ikke sikkert de ser det. Og hvis de ikke kan se indholdet, så kommer det ikke til at ranke.
Du kan også have for mange sider indekseret. Det kan måske lyde underligt, men hvis de samme sider kan tilgås via flere URL’er – hvilket f.eks. kan ske hvis indhold genbruges på tværs af sider, på tværs af websites (f.eks. produktbeskrivelser, som mange bruger helt ens), eller fordi det samme indhold kan sorteres og filtreres på flere måde, så kan indekseringen gå galt. Og det kan gå ud over synligheden af hele dit website.
Sådan får du dine indekserede sider til at ranke i toppen af Google
Næste skridt er, at få de sider – som du har fået korrekt indekseret, til at ranke i toppen af Google. For som sagt er der ikke rigtig nogen værdi i bare at være indekseret, hvis ingen kan finde dig.
Igen er der, også på dette punkt, rigtig mange faktorer, der er afgørende for, om dine sider faktisk ranker godt. Vi gennemgik mange af dem i det første afsnit ovenfor.
Det kan være svært at prioritere de mange ting du kan gøre. I praksis er der flere hundrede faktorer – tekniske, redaktionelle, links og meget mere.
Jeg anbefaler meget, at du samler alle de ting du kan gøre i f.eks. et regneark. Skriv hvert enkelt punkt ned.
Nogle punkter er så det jeg kalder “must have” – de ting der skal være på plads før du går videre. Det inkluderer blandt andet et stærkt teknisk fundament, nogle gode optimerede tekster og i hvert fald nogle links.
Andre punkter kan betegnes som “nice to have”. Det betyder ikke at de ikke er vigtige, men blot at de dels kan vente til alle “must have” punkterne er på plads – og dels (meget ofte) i princippet kan optimeres i det uendelige.
For eksempel kan man næsten altid gøre websitet lidt hurtigere, du kan då lidt flere links, og optimere til flere sider med gode tekster. Der er næsten ingen øvre grænse for, hvor godt du gør det. Naturligvis vil effekten – f.eks. af øget hastighed, på et tidspunkt blive meget lille, men de fleste er langt fra den grænse.
Når du så har fået et samlet overblik over alle faktorer bør du snakke dem igennem med de folk der skal udføre det – designere, udviklere, tekstforfattere osv. I skal vurdere hvor stort et arbejde det er, at optimere hvert enkelt element.
Til sidst skal du så vurdere, hvor stor effekten vil være af hver af de påtænkte optimerings-aktiviteter vil være – og hvor hurtigt du vil se effekten af det. Lige præcis den del kan være rigtig svær, hvis du ikke har en ret solid erfaring med SEO. Så måske skal du have lidt hjælp til det.
På baggrund af ovenstående kan du så lave en mere objektiv prioritering og arbejdsplan for din optimering. Tag fat i tingene fra en ende af. Lad dig over slå ud af omfanget. Det vigtigste er, at du faktisk gør noget. Skridt for skridt. Hvis du måned for måned får dit website optimeret bare lidt bedre, så er du på rette vej.
Få mere trafik ud af dine gode rankings
Som nævnt i indledningen er selv den perfekte indeksering og gode rankings ikke godt nok. Der skal også gerne være nogle der klikker på dine links i Google. Helst en rigtig høj procentdel.
Du kender det sikkert godt fra dig selv – når folk søger i Google “læser” de ikke alle søgeresultaterne – de scanner dem. Og nogle af dem fanger så deres opmærksomhed, de stopper op og læser måske den korte beskrivelse – og måske ender de med at klike på linket.
For at optimere klikraten skal du starte med at forstå, hvad intentionen med folks søgninger (på de keywords du ranker på er). Det er også det vi kalder “search user intend”.
Hvad forventer folk at få? Hvad tilbyder de andre website? Hvordan kan du ramme dem bedre og skille dig ud?
Du kan blandt andet bruge keyword research for at afdække dette. Undersøg hvilke relaterede ord folk søger på. Det kan fortælle en masse om, hvad dem der søger på dit emne synes er vigtigst – uanset om de lige udtrykker det eksplicit i den konkrete søgning eller ej.
F.eks. ved vi (fordi vi på et tidspunkt har undersøgt det), at mange af dem der søger på bestemte medicinprodukter, er meget interesseret i blandt andet bivirkninger. Så selvom mange måske kun søger på selve medicinnavnet, så vil mange af dem faktisk gerne vide noget om bivirkningerne.
Hvis du sørger for, at det fremgår klart af din sidens titel og META-beskrivelse, at du giver svar på det brugerne ønsker – udtrykt eller ej, så får du flere kliks. Selvom de fleste måske – som et eksempel, kun søger på medicinnavnet, så får du flere kliks, hvis du også gør tydeligt opmærksom på at de kan læse om bivirkningerne (hvis det altså er tilfældet).
Få mere (handling) ud af din søgetrafik
Det sidste punkt vi skal se på er det sidste i IRTA-modellen – “action”. For som sagt er der ikke meget fidus i at få en masse besøg, hvis næsten ingen af dem gør som ønsket og f.eks. køber noget af dig, eller henvender sig.
Dette punkt hænger meget sammen med det vi snakkede om lidt tidligere – user engagement. Handlingsoptimerinhg er blot lidt mere snævert fokuseret på, at få folk til at handle som ønsket.
For mange websites vedkommende handler det, at få de besøgende til at henvende sig – skabe leads. Hvis du f.eks. er frisør, advokat eller håndværker, så sælger du nok ikke så meget direkte på nettet, men din hjemmeside skal gerne give folk lyst til at ringe til dig.
Der er to meget vigtige faktorer i den forbindelse:
- Hvilken type side lander folk på
- Hvor overbevisende er indholdet på siden
Her handler det igen meget om search user intend Hvis folk ikke er klar til at købe, så får du ikke så meget ud af at de lander på en produktside med en stor KØB-knap. Det er de slet ikke klar til, at du risikerer bare at de smutter (alt for) hurtigt igen. I det tilfælde vil en god informations-side være meget bedre.
Omvendt gider utålmodige forbrugere, der er klar til at købe ikke at havne på en informationsside, der måske kræver en mase kliks, for at komme hen til det produkt de ville købe.
Imellem de to yderpoler er der naturligvis en masse nuancer.
Et blogindlæg kan være godt til nogle sider søgninger. Et FAQ-opslag kan være bedre til andre. En produkt-kategori-side kan være god til nogle købs-søgninger, hvor en produkt-side kan være bedre til andre.
Det skal du have styr på, og så skal siderne hver især optimeres på den rette måde, så søgebrugerne havner det bedste sted.
Når de så er landet på den rette side, så skal de overbevises.
I en fysisk butik har du (forhåbentligt) nogle gode og sympatiske sælgere, som er dygtige til at forstå de forskellige kunders behov, imødekomme dem og overbevise dem om, at de skal købe af lige netop jer. Det har du ikke helt samme mulighed for på nettet. Ikke desto mindre er det mange af de samme faktorer der spiller ind.
Din hjemmeside skal generelt fremstå troværdigt – med bl.a. et imødekommende design, synlige kontaktinformationer osv. Og så skal teksterne optimeres. De skal sælge.
Her kan du med fordel både arbejde med følgende
- Persuation (forsøge at overbevise dem med gode salgsargumenter)
- Trust (overbevise dem om at de kan have tillid til dig – f.eks. via anmeldelser, anprisninger (f.eks. fra kendte mennesker) eller mærkningsordninger)
- Emotion – få dem til at føle det rigtigt i maven at handle med dig. Dette er måske det sværeste, et punkt som mange overser, men ikke desto mindre super vigtigt. Vi handler i langt mindre grad, end de fleste tænker på, ud fra netop det emotionelle.
Har du brug for hjælp?
Jeg ved godt at ovenstående kan virke som en ordentlig mundfuld. Men som sagt er det vigtigste at du kommer igen. Det er bedre at gøre lidt, end ikke at gøre noget.
Men som de fleste andre er der sikkert elementer, som du ikke synes du har helt godt nok styr på selv, eller ting som du ikke har tid til – og derfor godt kunne bruge noget hjælp med.
Vi vil rigtig gerne hjælpe dig. Uanset hvilke dele af SEO-udfordringerne det drejer sig om. Vi kan rådgive, analysere og udføre praktiske opgaver i det omfang du ønsker.
Ring i dag på 70 22 80 82 eller skriv på info@waimea.dk – eller brug formularen nedenfor, så tager vi en helt uforpligtende snak.
Skriv en kommentar