Hvad betyder Flash ?
Flash er et multimedieformat, der specielt er velegnet til grafiske præsentationer, animationer og spil på Internettet. Det fylder ikke ret meget, er flot og let at arbejde med. Med desværre giver det også problemer i søgemaskinerne.
Flash er som sagt først og fremmest lavet som en metode til flotte præsentationer – ikke tekstrige præsentationer. Man kan naturligvis sagtens bruge tekster i sine Flash film, men det er bare ikke det, der er hovedvægten i det Flash der produceres.
Derfor har det heller ikke været så vigtigt for søgemaskinerne at forsøge at indeksere Flash-filer. Søgemaskinerne skal nemlig bruge noget tekst, for at matche det folk søger efter – som jo også bare er tekst. Et website uden tekst kan søgemaskinerne ikke finde ud af at forstå.
I den seneste tid har der været noget samarbejde mellem flere af de store søgemaskiner, og Macromedia som står bag Flash-formatet. Det skulle gerne betyde, at Flash bliver tilpasset, så det bliver lettere for søgemaskinerne at indeksere det.
Så fremover vil det måske blive lettere at få Flash websites indekseret i søgemaskinerne. Indtil videre må du dog indstille dig på, at indholdet i dine Flash filer – i det store hele – ikke vil blive læst af søgemaskinerne – og dermed fundet i søgemaskinerne.
Skriv en kommentar