META-description – hvor lang må din META-beskrivelse være?
I de sidste mange år har jeg anbefalet, at man ikke laver META-descriptions der er længere end ca. 150 tegn. Så var du nogenlunde sikker på, at det hele blev vist i Google.
Men som du måske allerede er opmærksom på begyndte Google i slutningen af sidste år at vise meget længere META-descriptions. Nogle gange. Men ikke altid. Undersøgelser har vist, at Google i dag viser helt op til 386 tegn fra en META-description. De fleste anbefaler nu, at du gå op til 320 tegn.
Men betyder det, at vi så kan være sikre på, at Google altid vil vise de 320 tegn, og kan vi helt droppe min gamle anbefaling på 150 tegn?
Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg …
Google viser ikke altid lange META-descriptions
Selvom der er dokumentation på, at Google som sagt kan finde på at vise helt op til 386 karakterer fra din META-descrption, og du med 320 karakterer ofte vil få vist det hele, så er det bestemt ikke altid at det sker. Nogle gange forkorter Google beskrivelsen og afslutter med …
SEO Moz lavede i december sidste år en omhyggelig analyse, der viste at META-descriptions helt ned til 150 tegn nogle gange blev forkortet af Google. Hvorfor det sker ved vi ikke med sikkerhed, men når det sker, så risikerer du at gå glip at vigtige informationer, som du har brugt tid på at optimere i dine META-descriptions.
Dettil kommer, at der er en række situationer, hvor META-descriptions altid forkortes, herunder:
- Mobilresultater – her viser Google ikke de helt lange META-descriptions i sin helhed
- Videoresultater – der som oftest er begrænset til kun 2 linjers tekst
- Site links – som nok er de korteste med kun 2 korte linjer. Et eksempel på dette kan du se nedenfor …
Google er ikke den eneste søgemaskine
Google er naturligvis ekstremt dominerende i dag. I hvert fald i Danmark. Men jeg synes, af princip, at det er lidt farligt alene at optimere til Google. Der findes også andre søgemaskiner, som ikke nødvendigvis viser så lange META-descriptions som Google og man ved aldrig hvad fremtiden bringer.
Det kan godt forekomme ret usandsynligt for mange, at Google nogensinde skulle miste sin dominerende position. Men det sagde folk også om AltaVista, for snart mange år siden.
Jeg kan generelt bedst lidt at optimere bredt og solidt, så jeg ikke er så afhængig af skiftende tndenser i søgemaskinemarkedet. Det giver mere stabile resultater, og ruster dig bedre til de forandringer som historien har vist os altid kommer på et tidspunkt.
Fortsætter Google med at vise de lange META-descriptions?
Jeg tvivler på, at Google vil fortsætte med så lange beskrivelser i søgeresultaterne, som vi ser eksempler på nu. Og hvorfor så det?
Min mistro mod de meget lange beskrivelser skyldes den måde folk “læser” et søgeresultat på. De læser det ikke – de “scanner” det.
Du kender det sikkert godt selv. Man sidder ikke minutiøst og læser hver eneste titel og beskrivelse. Man lader øjnene flakke ned over siden og stopper op hvis der er noget der fanger opmærksomheden. Så læser man måske lidt mere, og klikker så hurtigt ind på et af de foreslåede links. Man kan jo altid, meget hurtigt, vende tilbage til søgeresultatet, hvis man havnede på en side der ikke var den helt rigtige.
De meget lange META-descriptions er sværere at scanne – de kræver i højere grad at folk læser dem fuldt ud. Jeg kunne derfor godt mistænke, at Google forkorter dem lidt igen, på et tidspunkt. Jeg kan naturligvis ikke være sikker på det, men jeg har en begrundet mistanke.
Det er et stort arbejde at skulle ændre alle dine META-descriptions
Med alt ovenstående i mente, vil jeg stadig mene at det kan være fornuftigt at holde dine META-beskrivelser indenfor de tidligere anbefalede 150 tegn. Hvis du gør det er du stort et sikker på, at de vises i sin helhed på i hvert fald almindelige desktop resultater og mobil – og på tværs af søgemaskiner.
De vil stadig blive forkortet på videoresultater og site links, men du er trods alt lidt bedre stillet end hvis du øger dem til over 300 tegn.
Jeg vil generelt hellere være på den sikre side, og gøre alt hvad jeg kan for at undgå Google – eller andre søgemaskiner, ændrer på det jeg sender til dem. Med 150 tegn er du på sikker grund.
Omvendt får du så naturligvis ikke den ekstra plads, og mulige ekstra opmærksomhed, som de længere beskrivelser måske kan give.
Har du et lille site, med en begrænset mængde sider – og META-beskrivelser, så kan det være en god ide at eksperimentere med de længere META-beskrivelser. Det samme gælder, hvis du har et større site hvor dine META-descriptions bliver autogenereret af dit CMS eller NLG-system , og let kan ændres igen senere.
Men hvis du driver et mellemstort, eller støre website, hvor du håndskriver alle dine META-descriptions, så ville jeg være tilbageholdende med at omskrive dem alle nu, til det nye længere format. For der er, som sagt, en risiko for, at du så skal skrive dem alle sammen om igen, hvis Google, som jeg mistænker, forkorter dem lidt igen.
Med den gamle grænse på 150 tegn er du på den sikre side, du får beskivelser der er lette at scanne, de virker på tværs af søgemaskiner, de skal forkortes mindre på mobilresultater, sitelinks og videoresultater og du undgår hele tiden at skulle skrive gamle beskrivelser om.
Meget enig.
Jeg har indtaget den samme skepsis, som du, over for Google’s seneste tiltag med øgningen af længden på meta-beskrivelserne. Jeg tror at det er noget midlertidigt.
Først og fremmest giver det ikke mening, at “mere tekst” skulle give bedre søgeresultater. Mere tekst, giver tværtimod flere ord at skulle forholde sig til, og med det bevæger Google sig væk fra den oprindelige intention med beskrivelserne: overblik.
Formålet med meta-beskrivelserne har altid været, at give hjemmesideejerne mulighed, for at stille en kortfattet beskrivelse af en given sides indhold til rådighed. Til det formål, er 150-160 ord alt rigeligt.
Dernæst tænker jeg, og har fra dag 1 tænkt, at øgningen er noget Google tester på midlertidig basis. Måske som følge af de mange nye mobile enheder og deres skærmstørrelser, som er kommet til i løbet af de seneste 10 år. Det giver mening med en revidering af længderne, men…
Jeg tror, at Google i første omgang har sat barren (meget) højt, for at finde den nye optimale længde på tværs af enheder og skærme. De starter højt, for så kan de bevæge sig nedad, indtil de rammer det rigtige punkt – den rigtige længde.
Mit bud er, at “den rigtige længde” ligger nede omkring de hidtidige 150-160 anslag – måske ender vi endda helt oppe på 170-180 anslag (maksimalt), afhængigt af hvad Google’s tests viser. Men næppe i nærheden af 320 anslag. Det vil simpelthen ikke give mening, set med brugerøjne.
“Til det formål, er 150-160 ord alt rigeligt.” – her mener jeg naturligvis 150-160 anslag, ikke ord 🙂
Jeg er meget enig i at læsbarheden på de nye lange MD er væsentligt reduceret, og at 150-160 karakterer er langt mere spiselige i en hastig gennemgang af SERP’s. Selv er jeg meget tilhænger af “short, sharp and to the point!”
Mikkel, jeg synes du glemmer problematikken irt. at Google kan finde på at udskifte en MD på netop 150-160 karakterer med en bid af sidens brødtekst. Ved du om det er noget de fortsat vil praktisere, og om der er en måde man kan omgå det på?
Google bruger i langt de fleste tilfælde at vise valide META-descriptions, men har altid genereret egne beskrivelser i nogle få tilfælde. Alt tyder på de fortsætter med det, og udover at sørge for at dine META-descriptions er valide og relevante er der ikke rigtig noget du kan gøre ved det.