Google Fjerner Anstødeligt Indhold, Hadefulde Websites, og Fake News
Google har opdateret deres “Quality Raters” guidelines, så de nu inkluderer markering af det de kalder “Upsetting-Offensive” indhold som ikke passende.
Formålet er, at få reduceret mængden af henvisninger i søgeresultater til indhold, som søgebrugerne kan opfatte som “oprørende” eller “stødende”, til fordel for websites med mere faktuel og mindre anstødeligt indhold.
Men virker det? Vil det også ramme danske søgeresultater og er det i det hele taget en god ide, at Google på denne måde i praksis kommer til at agere politisk smagsdommer?
Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg …
Hvad er Google “Quality Raters”?
Google har et efterhånden meget stort netværk på op imod 10.000 mennesker placeret rund omkring i i hele verden der har rollen som”Quality Raters”.
Baseret på konkrete søgninger, som foretages i Google, skal disse”Quality Raters” vurdere søgeresultaterne.
Websites der ikke lever op til Googles Quality Guidelines får en anmærkning, mens websites der anses for særligt gode noteres for dette.
“Quality Raters” kan ikke direkte smide et website i af indekset, eller ændre på rankings i søgeresultaterne. Deres feedback sendes retur til Google og indgår i den løbende udvikling af deres algoritmer.
Du kan læse det samlede (og meget lange!) Quality Raters dokument her.
Eksempler på de nye “Quality Raters” guidelines
Google skriver i indledning til det nye afsnit om “oprørende og stødende” indhold, at følgende bør noteres (oversat fra engelsk):
- Indhold, der fremmer had eller vold mod en gruppe mennesker baseret på kriterier, herunder (men ikke begrænset til)
race eller etnicitet, religion, køn, nationalitet eller statsborgerskab, handicap, alder, seksuel orientering eller veteran status. - Indhold med racistiske nedsættende bemærkninger eller ekstremt offensiv terminologi.
- Grafisk vold, herunder dyremishandling eller børnemishandling.
- Eksplicit how-to oplysninger om skadelige aktiviteter (fx HOW-TO’er om menneskehandel eller voldeligt overfald).
- Andre typer af indhold, som brugerne i dit område ville finde ekstremt oprørende eller krænkende.
De fortsætter med et par eksempler på søgninger og sites der enten bør falde for de nye regler og nogle som ikke bør.
Først et eksempel på en søgning på “holocaust history”. Her mener Google, at det stærkt antisemitiske website Stormfront skal markeres som upassende, hvorimod History Channel, der giver et mere faktuelt korrekt indtryk (kan man i hvert fald argumentere for), og iøvrigt ikke fremstår hadefuldt, er OK.
I de næste to eksempler er brugt en søgning på “racism against blacks” og “islam”. Her følges samme anbefalinger om at markere websites med hadefulde og udokumenterede påstande, som upassende.
Lidt mere kontroversielt bliver det særligt i forhold til søgningen på “Islam”. Her mener Google, at et website der beskriver Islam som særligt ondskabsfuldt, skal markeres som upassende. Personligt synes jeg nok også det er lidt upassende, men det er jo bare min personlige holding. Skal Google presse denne holding ned over alle andre? Det ser jeg lidt mere på om lidt …
Slettes de websites Google er uenige med?
Google understreger, at de websites der eventuelt rammes af de nye guidelines og en negativ rating ikke nødvendigvis forsvinder helt ud af Googles indeks (med det samme). De vil stadig kunne findes, når folk søger specifikt efter dem.
Det kan f.eks. være, at folk gerne vil se hvad racister mener om et emne, eller ønsker at forstå den slang de bruger.
Men på mere generelle søgninger om f.eks. “islam” eller “rasisme” mener Google ikke, at de meget hadefulde websites er de rigtige resultater at vise. Her vil disse sites tabe rankings, hvis alt går som Google forventer.
Det sidste har vi allerede oplevet sidste år, da en række holocaust fornægtende websites mistede de fleste af deres topplaceringer i Google. Så systemet virker. I hvert fald i forhold til den her type indhold.
Man kan så undre sig over, at Google ikke kan få samme teknik til at virke, da de lovede at fjerne reklamer for dyre forbrugslån, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen. Men det er måske mere et udtryk for “money talks …”.
Vil de nye quality guidelines virke i Danmark?
Kort fortalt, ja. Der er intet i den måde der rates på eller den teknologi der ligger til grund for implementeringen, der forhindrer at det vil virke på dansk.
Google har også Quality Raters der taler dansk og som rater danske søgeresultater, og såvidt jeg ved er der kun en standard for quality rating – og det er den, som er beskrevet i det officielle quality rating dokument.
Hvad betyder de nye guidelines for din SEO?
For de fleste virksomheder vil det her ikke betyde noget i praksis, men hvis du driver et nyheds website, et website for et politisk parti med meget markante/yderligtgående holdinger, et community site med brugergenereret indhold, eller en blog med skarpe meninger, så kan du meget vel blive ramt af de nye quality guidelines.
Du skal også være på vagt i det omfang du benytter dig af omfattende satire, hvor jeg kan være bange for, at Googles algoritmer kan komme til at misforstå noget, der var ment for sjovt, men som ikke nødvendigvis vurderes sådan af de automatiske algoritmer. Også selvom alle danskere faktisk finder det sjovt.
Er denne form for quality rating en sund udvikling?
Helt grundlæggende bevæger Google sig med de nye quality ratings endnu mere i retning af, at blive en “politisk avis” frem for en “uvildig informationsformidler”.
Det i sig selv kan man med rette være kritisk overfor.
Google er med til at gøre den digitale “filter bobble” vi alle er underlagt i både søgemaskiner og sociale medier endnu mindre. Vores verden bliver mere filtreret, mindre oplyst, provokeret og udfordret.
Men hvad der måske er endnu værre er, at den politiske og etiske agenda, som Google nu i stigende grad presser ned over hovedet på os nu er defineret i Sillicon Valley – meget langt fra både Valby Bakker Sønderho. Og vi har absolut ingen indflydelse på den. Vi har ingen stemmeret.
De nye quality ratings kan med andre ord gøre den informations bobbel vi allerede er omklamret af endnu mindre.
Omvendt står Google også med nogle helt reelle udfordringer, for i nogle lande er der love der kræver, at både søgemaskiner og sociale medier fjerne meget hadske indlæg og åbenlyst falske nyheder. Nogle lande truer endda med bøder nu, hvis det ikke sker.
Hvad mener du?
Hvad synes du om denne form for holdningsbaseret filtrering i Google?
Google vil naturligvis et langt stykke hen ad vejen påstå, at det ikke så meget handler om at undertrykke holdninger, men at filtrere direkte forkerte ting ud. Men det meste kan jo diskuteres. Og i et åbent demokrati bør der være plads til det. Også til holdninger jeg absolut ikke personligt deler.
Skriv en kommentar