Er det bedst med relative eller absolutte stier i interne links?
Der burde i princippet ikke være nogen forskel. Hvis du ellers har lavet alle links helt korrekt fungerer både relative og absolutte URL’er til dine sider på interne links.
Problemet med relative stier er, at der lettere opstår problemer. Det kan f.eks. være når sider flyttes fra et folder-niveau til et andet, så dur de gamle relative links ikke mere, men skal rettes. Glemmer du det, så dør disse links. Det kan skade din indeksering og ranking på de sider, der linkes til.
Hvis du har både sikre (SSL) og ikke sikre sider på dit website, kan relative stier også give nogle meget alvorlige problemer med duplicate content. Det kan ske når dine relative links til ikke-sikre sider vises på de sikre sider og omvendt. Det kan give søgemaskinerne mulighed for at crawle hele dit website som både sikre (https) og ikke sikre (http) sider og dermed skabe 100 % duplicate content. Det er virkelig noget skidt, hvis det sker. Før eller siden vil det med sikkerhed give dig problemer.
Omvendt kan brugen af absolutte stier gøre, at din HTML-kode bliver meget mere omfattende og derfor tungere for brugerne at indlæse. Dette er naturligvis særligt slemt, hvis du har mange links på dine sider.
Så alt i alt er relative stier ofte det bedste, hvis altså bare du er 100% sikker på, at det ikke fører til nogle af ovenstående problemer.
Skriv en kommentar