Kan jeg bruge danske tegn i URL’er?
Teknisk set findes der muligheder for, at bruge danske tegn (æ, ø og å) i dine domæner, filnavne og stier uden at omskrive dem, men jeg vil ubetinget anbefale, at du lader være med det. Det er der flere gode grunde til. De to vigtigste er:
- Det er ikke alle browsere, der understøtter danske tegn. For eksempel kan flere af de browsere, jeg bruger på mine forskellige computere, slet ikke komme ind på websites med danske tegn i URL’erne, og det er ikke fordi jeg har gjort noget særligt for at slå det fra. Sådan kom maskinerne, da jeg fik dem leveret fra danske leverandører.
- Det er ikke alle systemer på nettet, der understøtter danske tegn. Der er mange steder på nettet, hvor du vil opleve, at du ikke vil kunne indtaste URL’er med danske tegn. Det vil betyde, at der kan være steder, du ikke kan få adgang til og links du kunne have fået, men som du nu ikke kan få, bare fordi du har en URL med danske tegn i.
Hvis du har keywords med danske tegn, hvilket jo er meget almindeligt, så vil jeg i stedet anbefale, at du anvender en omskrivning af disse tegn. Se næste spørgsmål for et svar på, hvordan du kan gøre det.