Kan jeg bruge danske tegn i URL’er?
Teknisk set findes der muligheder for, at bruge danske tegn (æ, ø og å) i dine domæner, filnavne og stier uden at omskrive dem, men jeg vil ubetinget anbefale, at du lader være med det. Det er der flere gode grunde til. De to vigtigste er:
- Det er ikke alle browsere, der understøtter danske tegn. For eksempel kan flere af de browsere, jeg bruger på mine forskellige computere, slet ikke komme ind på websites med danske tegn i URL’erne, og det er ikke fordi jeg har gjort noget særligt for at slå det fra. Sådan kom maskinerne, da jeg fik dem leveret fra danske leverandører.
- Det er ikke alle systemer på nettet, der understøtter danske tegn. Der er mange steder på nettet, hvor du vil opleve, at du ikke vil kunne indtaste URL’er med danske tegn. Det vil betyde, at der kan være steder, du ikke kan få adgang til og links du kunne have fået, men som du nu ikke kan få, bare fordi du har en URL med danske tegn i.
Hvis du har keywords med danske tegn, hvilket jo er meget almindeligt, så vil jeg i stedet anbefale, at du anvender en omskrivning af disse tegn. Se næste spørgsmål for et svar på, hvordan du kan gøre det.
Michael Holst skriver
Hej waimea,
Tak for en god læsning.
Har selv hjemmesiden: dodsbo-hjelpen.dk hvor jeg på siderne har benyttet mig af o som ø, istedet for oe.
Kan se jeg har lagt alle undersiderne op med o som ø også. eksempelvis som her: dodsbo-hjelpen.dk/dodsbo-frederiksberg/
Hvad ville din anbefaling være her, skal jeg 301 redirect alle siderne til oe, eller fortsætte med at bruge o som ø.
Tænker også om man får alt linkjuicen med, hvis jeg laver en redirect på siderne?
Eller hvad ville din anbefaling være i det her tilfælde?
Glæder mig til at høre fra jer.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg ville bare fortsætte med o som ø på de eksisterende sider. Den positive effekt af at ændre til oe er mindre end de potentielle fejl og problemer det kan give. Og nej, redirects overfører ikke al linkværdi.
Michael Holst skriver
Hej Mikkel,
Tak for en hurtig tilbagemelding.
Vil du fremadrettet forsætte med o som ø, så alt er ens på siden eller på nyoprettede sider ændre det til oe?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nej, fremadrettet ville jeg nok bruge phonetisk omskrivning, så ø skrives som oe, så er du mere sikker på at det fortolkes korrekt.