Er det farligt at bruge parametre i URL’er ?
Nej, søgemaskinerne kan i dag godt indeksere og ranke såkaldte ”dynamiske URL’er”, der består af et eller flere parametre.
En parameter-baseret URL kan for eksempel se således ud:
- domain.dk/katalog1/template.php?produkt=34&kategori=55&farve=4
Der er dog nogle ting du skal være på vagt overfor:
- Du skal bruge så få parametre som muligt. Jo flere parametre, jo større risiko er der for, at søgemaskinerne fejlfortolker eller springer siderne over. 1-3 parametre plejer at fungere fint. Bruges der mere end 3 parametre i dine URL’er, øges risikoen for problemer.
- Du skal sørge for, at alle parametre og parameterværdier overholder alle gældende standarder. Generelt set skal du holde dig fra alle former for specialtegn inkl. danske tegn, så er du på den sikre side.
- Du må ikke anvende bruger- eller session-afhængige parametre (det vil sige parametre eller parameter værdier, der ændrer sig i forhold til den enkelte bruger).
- Du må ikke bruge parameter-navne der indeholder ”id” eller ”sid”, ”clickid” eller ”sessionid”. Søgemaskinerne – specielt Google – forsøger nemlig at gætte sig til, om der er nogle af dine parametre, der er session-baseret og derfor skal filtreres bort. Hvis du bruger de nævnte navne i parametre, øges risikoen for, at Google gætter forkert og derfor får fjernet parametre, som burde være der for at få siden til at blive vist rigtigt.
- I forlængelse af ovenstående skal du passe på med at bruge parameter-værdier, der ligner en session ID for meget. Det er typisk lange værdier bestående af underlige kombinationer af bogstaver og tal. Jeg har oplevet, at specielt Microsofts .NET-applikationer har det med at danne den slags parameter værdier, og jeg har flere gange oplevet, at det har ført til, at en masse sider på websites slet ikke er blevet indekseret. Ligeså snart vi så har ændret værdierne til nogle mere simple tal-ID’er (uden at ændre noget andet), så er siden blevet fint indekseret.
- Hvis du bruger parametre, som ikke giver en ny side, når værdien ændres, så skal du sørge for, at søgemaskinerne kun får en version. Det kan f.eks. være et sorteringsparameter, der viser en produktoversigt i forskellige sorteringer.
- Brug ikke tomme parametre. Hvis ikke du faktisk har brug for en bestemt parameterværdi, så udelad helt dette parameter af dine URL’er.
Skriv en kommentar