Hvor vigtig er ordentlig kodning?
Det er ikke så super vigtigt i forhold til SEO. Hvis der er meget alvorlige fejl i din kode, usædvanligt meget ”støj” eller du slet ikke bruger standardiseret kodning, så kan det godt have en negativ indflydelse.
Men da der er mange andre gode grunde, end lige søgemaskiner, til, at lave en ordentlig, korrekt og kompakt kodning af dine sider, så vil jeg alligevel anbefale, at du gør dig så meget umage som muligt. God kode er altid godt. Dårlig kode kan være noget skidt. Du nedsætter risikoen for at der opstår problemer, hvis din kode er god.
I forhold til SEO er det særligt disse forhold, der har betydning:
- Hvis der er alvorlige syntaksfejl i din kode, så kan du ikke altid være helt sikker på, hvordan søgemaskinerne fortolker det. Hvis du er heldig finder de ud af det. Mange browsere i dag er gode til at fortolke sider med dårlig kode, men måske er du mindre heldig, og så kan det være, de springer den del af din side, hele siden, eller hele den sektion der bruger samme templates helt over.
- Hvis du ikke bruger standardiseret kodning og f.eks. markerer overskrifter med H-tagging, bruger traditionelle punktopstillinger osv., så gør du det sværere for søgemaskinerne at forstå dine sider, og hvordan de enkelte dele skal vægtes. Dermed overlader du det helt til deres gæt, og de er ikke altid så gode.
- Hvis der er ekstremt meget ”støj” i din kode – for eksempel alenlange view_state koder (.NET), lange html comments, tomme tabeller og andre ”containers” – kan det skade søgemaskinernes mulighed for at forstå alt dit rigtige indhold korrekt.
- Søgemaskinerne ”straffer” dig ikke for dårlig kode, eller bare kode der ikke validerer perfekt i forhold til W3C-standarderne. Selv Googles eget website validerer ikke 100%. Det gør næsten ingen websites i praksis.
Der er dog ingen grund til at løbe nogen unødig risiko eller overlade vigtige prioriteringer til søgemaskinerne. Så jeg anbefaler klart, at du arbejder på at lave en ren, kompakt og korrekt kodning på alle dine websider.
Skriv en kommentar