Skal jeg blive ved med, at optimere mit website i al evighed – eller er det på et tidspunkt godt nok til, at blive på toppen?
Arbejdet med søgemaskineoptimering stopper aldrig, men når du, efter flere års hårdt arbejde med dit website, er blevet rigtig godt etableret i søgemaskinerne, vil det som regel blive lidt lettere, at holde sig på toppen.
Ifølge bogen ”Marketing Warfare”, der bygger på over 2.000 års militære strategier, koster det ca. 9 gange så mange ressourcer at erobre en position, som det gør at forsvare den, når man først har fået den. Det betyder dog ikke, at man kan nedlægge sit militær eller sin markedsføring, når først man har erobret det ”land” man gerne vil have. For så giver man ”fjenderne” frit slag til at generobre dét, du lige har vundet. Dine positioner skal forsvares!
Dette gælder også for søgemaskineoptimering. Der er ingen tvivl om, at det koster flere ressourcer i starten, når du skal løfte dit helt nye website fra ingenting til toppen af dit marked, end det gør, når du først er blevet rigtig veletableret.
Om faktoren lige præcis er 9 for SEO, som beskrevet i Marketing Warfare ved jeg ikke, men et faktum er det, at der er en selvforstærkende effekt ved at være på toppen, som gør livet lidt lettere der. Det er derfor værdien af at være førende, at besidde vigtige positioner i almindelighed, er så forbandet stor.
Hvordan du så skal forsvare din position afhænger helt af, hvordan markedet udvikler sig, eller med de militærstrategiske briller på: Hvordan dine fjender forsøger, at angribe dine landvindinger.
Men i reglen vil det indeholde en vedvarende udvikling af indholdet og links til websitet. I forhold til det sidste er der så den store fordel, at ”kendthed” avler mere ”kendthed”. Folk linker ganske enkelt mere til det de i forvejen kender, stoler på, ser op til og/eller holder af, men det kommer ikke helt af sig selv.
Du skal aldrig slippe dit fokus på SEO, men over tid skal du naturligvis tilpasse dine strategier og ressourcer så de matcher de faktiske udfordringer, du står overfor.
Skriv en kommentar