Kan man købe sig til en god placering i Google?
Nej, i hvert fald ikke i de organiske søgeresultater.
Du kan godt købe dig til en topplacering i toppen af Google med Google AdWords, men de organiske resultater kan du ikke købe dig til. I hvert fald ikke af Google.
Du kan godt betale søgemaskinespecialister som jeg selv, til at hjælpe dig med at komme til tops i søgemaskinerne, men du køber ikke en placering, du køber hjælp.
Det er i princippet ligesom med en avis. Du valser heller ikke bare lige ind på Berlingskes redaktion og bestikker dig til en fed forsidehistorie. Sådan arbejder ingen seriøse medier – hverken søgemaskiner eller aviser.
Der kan naturligvis godt findes enkeltstående eksempler på, at såvel aviser som søgemaskiner er gået lidt på kompromis med deres redaktionelle idealer for at tilfredsstille en enkeltstående og meget stor annoncør.
Jeg har selv oplevet det en enkelt gang med en meget stor amerikansk kunde, der fik særbehandling i Googles organiske søgeresultater, fordi de var en meget stor annoncør. Men de lagde også et tocifret millionbeløb i dollars hver måned.
Så selvom du måske selv synes du er en stor annoncør hos Google, og derfor må være en fantastisk vigtig kunde for dem, så bliver du nødt til at sætte det i relief til hvad de rigtigt store kunder lægger, samt Googles samlede omsætning.
Jeg har aldrig hørt om nogle danske virksomheder, der bruger så mange penge på AdWords, at jeg tror det på nogen måde kunne få Google til at overveje særbehandling. Så glem den tanke.
Skriv en kommentar