Er det rigtigt, at over 80 % af alle besøgende kommer fra søgemaskiner?
Nej, det er noget værre vrøvl! Misforståelsen stammer sandsynligvis fra en gammel undersøgelse, der viste, at over 80 % af alle brugere anvender søgemaskiner, og det er noget helt andet.
I dag er tallet sikkert endnu højere. Vi bruger dem jo stort set alle sammen. Men det er ikke det samme som, at 80 % af trafikken kommer fra søgemaskinerne. Det er på ingen måder tilfældet.
Undersøgelsen viste i øvrigt en sum på over 100 %, hvilket også er en væsentlig faktor at have med, når man skal tolke sådan en undersøgelse. Det skyldes at mange folk bruger mere end én metode til at finde nye websites: For eksempel links, banner annoncer, offline omtale osv.
Søgemaskinerne er absolut vigtige, at være synlige i for langt de fleste virksomheder i dag. Ingen tvivl om det. Men det er de færreste websites der får 80 % af sine besøgende fra søgemaskiner, og for dem der gør, vil jeg gerne advare imod det.
Det er ikke en sund og sikker strategi, at satse en så stor del af din online virksomheds eksistensgrundlag til en tjeneste (altså søgemaskinerne), som du af gode grunde ikke har fuld kontrol over.
Uanset om det er din skyld eller ej kan der ske fejl og pludselig er du røget ud af Google. Det kan godt være du kommer med igen nogle uger eller måneder efter, men kan du overleve imens? Sikkert ikke, hvis 80 % af dine besøgende kommer fra søgemaskinerne.
Skriv en kommentar