Kan man bruge bannerannoncer til linkbuilding?
Det kommer helt an på, hvordan disse bannere implementeres på de websites, der viser dem. Der kan være flere forskellige problemer:
- Som regel redirectes klik på et banner igennem en eller anden form for bannerstyrings-system, der bl.a. holder styr på, hvor mange der klikker på dem. Dermed vil linkværdien normalt gå helt tabt for dig.
- Mange websites følger Googles guidelines, der påbyder, at man skal tilføje rel=NOFOLLOW på betalte links. Hvis det er tilfældet, for de bannere du køber, er der ingen linkværdi i dem.
- Hvis ovenstående to forhold ikke forhindrer, at der overføres linkværdi, så er linket at betragte som et betalt link. Det strider mod Googles og de andre store søgemaskiners guidelines. Som altid er der en vis risiko for negative konsekvenser, hvis du bryder søgemaskinernes guidelines, så gør det kun, hvis du vurderer, at udbyttet er risikoen værd.
- Det sidste problem er, at bannerne som oftest roterer imellem forskellige sider. Det er derfor ikke sikkert, at det lige er dit banner, der vises, når Google kommer forbi. Og hvis det er, så er det der måske ikke næste gang Google ser siden. Du risikerer således meget let, at linkbuilding med bannere, i hvert fald dem, der kører i rotation eller i kortere perioder, får en meget begrænset effekt.
Derudover skal du være opmærksom på, at det er meget vigtigt, at der er en relevant ALT-tekst på dine bannere. Det er dit bedste alternativ til den tekst, der vil stå i et almindeligt link.
Søgemaskinerne læser ALT-tekster på billedlinks og bruger dem næsten på samme måde som teksten i tekst-links. Min erfaring er dog, at ALT-tekster ikke vægter helt lige så højt i søgemaskinerne i deres vurdering af, hvad linket til en side handler om.
Du skal optimere bannernes ALT-tekst på samme måde, som du ville optimere tekst-links: altså med brug af de keywords, som du gerne vil have at destinationssiden ranker på.
I teorien er det således muligt at linkbuilde med bannerannoncer, men i praksis er det meget svært at gennemføre.
Skriv en kommentar