EU rejser monopolsag mod Google (og Waimea udtaler sig på DR Nyhederne)
EU har, med en såkaldt klagemeddelelse, i går taget første skridt mod en monopolsag mod Google. Google har nu 10 uger til at svare på anklagen, i hvilken det påstås, at Google har misbrugt sin monopolstilling på markedet til at fremme egne produkter og økonomiske interesser. Og det må man ikke.
Hvis deres svar ikke er tilfredsstillende – hvilket mange, inklusiv undertegnede, tvivler på, så står de til en bøde på op til 45 milliarder Euro og skal samtidig ændre adfærd. Så det er en alvorlig sag!
DR Nyhederne ringede i går, og kom et smut forbi Waimea kontoret med et TV-hold. Det blev til dette glimrende indslag om sagen.
Men nu er TV-nyheder jo et kortfattet format, så lad mig lige knytte et par ekstra kommentarer til EU-sagen mod Google …
Misbruger Google deres monopol?
Der ligger i virkeligheden to spørgsmål i dette: Har Google et monopol – og misbruger de det? Hvis de ikke har et monopol kan de naturligvis heller ikke udnytte det.
Det er på sin vis lidt overraskende at se Google, tilsyneladende vælger mest at fokusere på argumenterne for, at de skam slet ikke er et monopol og ikke at de ikke misbruger det monopol, jeg jo mener de reelt har. Og så måske ikke. …
Jeg tror, at en af årsager skal findes i, at Google kun kan dokumentere, at de ikke favoriserer deres egne produkter i de organiske resultater ved at fremlægge koden bag algoritmerne. Og det vil de, til deres død, kæmpe imod (af helt legitime og naturlige årsager, iøvrigt).
Men det virker dog stadig en anelse op ad bakke for Google, at skulle bevise, at de ikke er et monopol. Hvor mange kender du der “googler” andre steder end på Google? Jeg kunne godt tænke mig, at det var anderledes, men faktum er, at Google sidder fortvivlende tæt på 100% af alle danske søgninger. Faktum er, at de har noget der er så meget monopol, som noget overhovedet kan blive.
Et monopol er til for at blive misbrugt
Udover DR Nyhederne havde jeg besøg, af en meget erfaren dansk erhvervsleder i går. Han sagde noget meget klogt og rigtigt: Monopoler laves for at misbruge monopoltilstanden. Fordelen ved at have et monopol er, at man kan misbruge det. Hvis man ikke gør det, er det lige meget at have monopol.
Om Google helt bevidst er gået efter at opnå et monopol, som Danmark, ved jeg naturligvis ikke med sikkerhed, men det ville undre mig hvis det ikke er tilfældet. Og uanset hvad, så har de i hvert fald fået det!
Hvorfor misbruger Google sit monopol?
Det er sådan set meget enkelt: Grådighed!
Måske ikke så meget Google medarbejderne og ledernes egen grådighed, men deres ejere – aktiemarkedet. De er grådige! Og de presser dagligt ledelsen til at skabe større profitter, så deres aktier kan stige. Det er det eneste de tænker på. Og hvis en monopoltilstand kan udnyttes til det, så er det svært for ledelsen i et børsnoteret selskab at lade være med det.
Denne grådighed kan dog godt komme til at koste dyrt. Dels er der bøden, der som sagt kan løbe op i 45 milliarder Euro, hvilet – selv for Google, er ubehageligt mange penge. Men endnu værre (for Google), så kan grådigheden åbne et kæmpe hul for konkurrenterne.
Måske husker du det ikke, måske er du for ung, men det var faktisk i høj grad Googles tidligere konkurrenters grådighed, der gjorde, at der blev en plads i markedet for Google. Husker du “portalerne” tilbage i slut 90’erne? De var smurt ind i blinkende reklamer i en så ekstrem grad at folk virkelig var ved at blive trætte af det. Og så kom Google med deres helt hvide design, 10 blå links og nul reklamer.
Hvis Google fortsætter med at misbruge deres monopol til egen vindings skyld – og dermed i praksis skider på brugerne, så er jeg ret sikker på, at de taber kampen. Andre vil på et tidspunkt udnytte det vakuum de skaber.
Har du oplevet Google misbruge sit monopol?
Alle os der har været i branchen i mange år har oplevet hvordan Google – både i de organiske og betalte resultater, har misbrugt deres monopol-status. Om de oplevelser så kan holde vand i en EU retssag, som den der er på vej mod Google nu, ved jeg naturligvis ikke. Jeg er ikke jurist. Men eksempler er der i hvert fald masser af.
Men faktisk har jeg også igennem tiden oplevet nogle helt absurde forsøg fra Google side på, at demonstrere, at de behandler egne produkter og websites på samme måde som alle andre i de organiske resultater.
En af de mest morsomme episoder var for nogle år siden, da et par udenlandske kollegaer opdagede, at et af Googles egne websites havde købt links, for at opnå bedre rankings i Google – og dermed forbrudt sig med Googles egne guidelines. Da det blev offentligt kendt valgte Google, at smide Google ud af Google! Ja, det Japanske site blev smidt ud af Googles index – i lighed med samme behandling andre websites kunne have fået, på det tidspunkt, for de samme handlinger.
Men alt i alt er det vist ikke helt forkert at sige, at der er flere negative historier, om Googles misbrug af deres monopol, end der er sjove sager som ovenstående.
Har du oplevet at Google misbruger sit monopol? Del meget gerne dine oplevelser her …
Skriv en kommentar