Dennis Stammerjohan Grant – beskrivelse af praktikophold
Jeg hedder Dennis Stammerjohan, og jeg er den nyeste SEO konsulent her i Waimea teamet. Jeg læser til markedsføringsøkonom, og det var i anledning af denne uddannelse, at jeg fik muligheden for at arbejde i Waimea.
Jeg er 21 år gammel, hvilket gør mig til yngstemanden i teamet – herudover går jeg meget op i løb og træning, når jeg ellers ikke er skadet..
Jeg har fået en rigtig stor interesse for søgemaskineoptimering, som jeg også benytter min fritid på ved at eksperimentere, og skrive videre om det på min egen hjemmeside – stammer.dk.
Hvorfor online marketing?
Jeg har altid haft basal viden, og interesse angående online marketing. Det hele strækker sig egentlig helt tilbage til, da jeg var de 13-14 år. Her læste jeg blandt andet mange af de indlæg, som Mikkel deMib skrev på Amino. Selvom min daværende interesse for online marketing var der, så var det ikke noget som jeg direkte eksperimenterede med, eller fik kompetencer i.
Jeg fik en del at se til, og kom hurtigt væk fra interessen. 7 år senere fik jeg tildelt en eksamensopgave, i min uddannelse som markedsføringsøkonom, hvilket genforenede mig med interessen for online marketing. Min uddannelse kræver et praktikophold, og da jeg havde fået genskabt interessen for online marketing, så blev jeg lidt mere kræsen, og bevidst om hvad jeg skulle lave i de 3 måneder praktikopholdet skulle varer.
Da 3. semester gik i gang, og vi så småt skulle ud og søge – så fik jeg snakket med en studiekammerat, om hvilke bureauer jeg kunne søge praktikplads i, som ville give mest afkast på viden. Han henviste mig så til deMib.com – som jeg faktisk oprindeligt søgte i. Jeg fik hurtigt et svar fra Mikkel, som meddelte at der var et nyt bureau på vej, og ville gerne have mig til samtale. Herefter kom jeg så til samtale, og vi blev enige om, at det var i det nye bureau, at jeg skulle gøre mit praktikophold, hvilket jeg på ingen måde fortryder.
Dér jeg synes, at online marketing skiller sig ud fra så meget andet, er at det er ekstremt målbart. Det kan jeg rigtig godt lide, da der ikke er noget værre end en investering, som måles med usikkerhed. Du vil med andre ord ikke få en mere troværdig ROI (Return of Investment), end ved at implementere online marketing i dit marketing budget. Herudover så synes jeg det er rigtig fedt, at der er så mange muligheder, og forskellige måder at få synlighed på. Personligt, så synes jeg det er under al kritik, at disse metoder at markedsfører sig på fylder så lidt af min egen uddannelse, men også i andre uddannelser.
Fra dag 1 til nu
Jeg startede mandag d.19 Januar min praktikperiode i Waimea Digital, og der er uden tvivl sket meget fagligt. Jeg har uden tvivl aldrig lært så meget på så kort tid, som i denne periode. Jeg vil derfor også opfordre alle, som der har bare en smule interesse for online marketing til, at gøre det samme hvis ens uddannelse har et inkluderet praktikophold. Jeg har læst utrolig meget om søgemaskineoptimering, og fået en forståelse for søgemaskineoptimering, som ingen andre ville kunne give mig.
Min praktikperiode har klart overgået alle forventninger, både baseret på hvad jeg er blevet tildelt af ansvar, men også hvor meget jeg har lært. Mine opgaver har været meget svingende, og har været alt fra kundemøder til decideret rådgivning og linkbuilding. Så det har bestemt ikke været kedeligt, herunder er jeg ikke blevet bedt om, at hente kaffe endnu 🙂
Første uge gik med, at jeg lige skulle sættes ordenligt ind i de grundlæggende ting, dog læste jeg ret meget ved siden af, selvfølgelig af egen iver for at være med på beatet. I starten fik jeg også nogle små sjove opgaver, såsom planlægning af gå-hjem-møde, men også at skulle finde det dyreste AdWords ord både nationalt, og internationalt. Dog gik der ikke lang tid før, at jeg fik lov til at arbejde med søgemaskineoptimering, og herunder vores kunder.
Selvom min praktikperiode snart er slut, og jeg skal til, at skrive hovedopgave, så slutter min tid i Waimea ikke her. Jeg har skrevet kontrakt med Waimea, og er blevet ansat som junior konsulent ligeså snart min periode er ovre. Jeg er rigtig glad for, at have fået lov til at fortsætte med at arbejde her – både fordi det er spændende, men også fordi, at det er nogle rigtig søde, og ambitiøse mennesker i teamet. Planen er, at jeg skal fortsætte med at arbejde her på deltid, indtil min eksamen er afsluttet, så vil jeg så overgå til fuldtid.
Skriv en kommentar