Hvordan omskriver man parameter-baserede URL’er

Det tekniske arbejde med at omskrive parameter baserede URL’er til mere læsevenlige versioner er lidt nørdet. Så enten skal du selv være godt erfaren med udvikling og server administration, eller også skal du have dine udviklere på banen.

Nogle publiceringssystemer har allerede indbygget et brugervenligt system til navngivning af kataloger og filer. Det gælder f.eks. for det meget udbredte blogging system WordPress (wordpress.org) eller et webshop system, som det jeg selv har været med til at lancere: Redpitt (www.redpitt.com). Herfra så gælder det bare om for dig at bruge det og skrive nogle gode URL’er ind for hver side eller produkt.

Hvis du anvender omskrivning af URL’er på dit website, så skal du huske på, at de gamle uomskrevne URL’er ikke automatisk bliver lukket, bare fordi de også bliver tilgængelige via de omskrevne adresser.

Hvis du ikke aktivt gør noget ved det, skaber du i princippet to helt identiske versioner af alle dine sider. Én version med de gamle URL’er og én med de nye. Det kan få katastrofal betydning for din søgemaskineoptimering. Så det her skal du løse for enhver pris.

Den bedste og mest enkle løsning er, at du 301 redirecter alle besøgende fra de gamle uomskrevne adresser til de nye. Som altid er det meget vigtigt, at det netop er et 301 redirect (et permanent redirect), du bruger.

Skriv kommentar