Tyndt indhold – Hvad er det for noget?
Du har helt sikkert hørt begrebet tyndt indhold gentagne gange, hvis du læser om SEO og online markedsføring. Tyndt indhold er et begreb der dækker over mange ting, og det kan derfor være lidt fluffy når os konsulenter siger, at i skal fjerne og luge ud i jeres tynde indhold. Derfor har Jeg valgt at lave denne lille guide, til hvad tyndt indhold egentlig er for en størrelse.
Text to ad ratio
Har du flere reklamer end du har indhold på en given side, så har du tyndt indhold. Reklamerne må aldrig være det bærende element på et website, hvis dit hovedformål er at vise dine besøgende reklamer, ønsker Google som udgangspunkt ikke at det er dig der bliver vist øverst i søgeresultaterne. Panda-hammeren rammer nemt på websites, som der følger denne type i praksis.
Videosider uden dertilhørende tekst
Det er som udgangspunkt ikke et problem at have en side med en video på, uden nogen former for tekst. Men det bliver et stort problem, hvis du har mange af dem. Generelt set er videoer rigtigt gode til at hæve user engagement, og supplere du op med et simpelt transcript, så kommer du væk fra problematikken med de tynde sider, og bliver samtidig synlig i søgeresultaterne på baggrund af teksten.
Duplikeret indhold
Alle former for duplikeret indhold er tyndt indhold, da det blot er gengivelser af andet indhold og ja faktisk er det redundant indhold – indhold der er tilovers og dermed indhold der bør lukkes af for, hvis ikke kan hammeren ramme og den rammer hårdt.
Udløbne produkter og tomme kategorier
Har du mange udløbne produkter på din webshop eller måske kategorier der er helt tomme for produkter, skal du se at få gjort noget på det. Her i Waimea har vi set talrige eksempler på websites, der er blevet ramt af Google Panda, stort set udelukkende på dette grundlag. Der har dog her, været tale om meget store webshops og prissamenligningssider. Vi har set eksempler på webshops, hvor der lå over halvanden million sider i supplemental indeks uden produkter og hvor websitet reelt set kun havde 3-400.000 aktive sider.
Vil du finde ud af om du har udløbne produkter i supplemental indeks, søger du blot på den streng du viser på din shop når en produkt eller kategoriside er tom. Dette kunne eksempelvis være ”Ingen produkter fundet”, indsæt din sætning i en forespørgsel som følgende: site:ditwebsite.dk intext:”Ingen produkter fundet”. Ligger siderne i supplemental indeks, vil du ikke som udgangspunkt falde over dem ved en site-søgning, men de udgør stadig en reel og alvorlig risiko for dit websites helbred!
Kategorisider uden tekst og medier
En kategoriside uden nogen former for introducerende tekst, kan i de fleste tilfælde også klassificeres som en slags tyndt indhold. Hvad er det kategorisiden vil med brugeren? Kommunikeres det ikke tydeligt ud og tages brugeren ikke i hånden, er der blot tale om en søgeside, og den slags sider ønsker Google ikke at sende brugere over på. Har du mange af dem og har du i realiteten ikke meget konkret indhold, kan kategorisider der ikke er blevet databeriget altså være en problematik. Ønsker du at kategorisider skal ranke, kræver det meget arbejde kontra en almindelige artikel.
Indhold der er skrevet med Google i tankerne
Hvis du skriver dit indhold til Google og ikke dine brugere, er dit indhold formodentligt tyndt. Især hvis du prøver at strække dit indhold over mere vidde end det kan bære. Kan dit indhold kommunikeres ud med få ord, bør det gøres således og ikke strækkes til 1-2 a4-sider, blot fordi du ved, at Google elsker lange artikler.
Indhold der ikke er konkret
Prøver du at gøre dine artikler længere end hvad god er, så bliver du mindre konkret og desto mindre konkret du er, desto tyndere er dit indhold. Tyndt indhold kan sagtens være en 4-5 a4-sider lang artikel, men mangler der substans er det tyndt.
Faktuelt forkert information
Researcher du ikke til dine artikler, og giver du måske helt faktuelle forkerte oplysninger? Med mindre det gøres i sjov, klassificeres faktuelt forkert information også som tyndt indhold, og Google er bedre end du tror, til at klassificere forkert information. Deres knowledge graph database vokser fra dag til dag, så lad være med at påstå at agurker er blå.
Bo Lyhne skriver
God artikel og god gennemgang af, hvilke emner, der typisk bliver betegnet som tyndt indhold og dermed er i risikozonen for at blive straffet af G.
De fleste af os kan nok ikke undsige os fra at have været omkring flere af emnerne på et eller andet tidspunkt, men dette er en god reminder om at få gjort noget ved det 🙂