Bloggen på hovedet – Sådan spilder du bedst dit AdWords budget
Mange mener, at Google AdWords annoncering handler om at optimere på samtlige parametre samt at vende hver en øre for at få det maksimale afkast, men hos Waimea har vi en helt anden holdning. AdWords er kilden til nærmest uendelige mængder trafik til din hjemmeside, og hvorfor skal du gå glip af besøgende, som jo rent faktisk kunne være potentielle kunder? På baggrund af vores mangeårige erfaring med AdWords har vi samlet disse 9 super-skarpe tips til, hvordan du bedst spilder dit AdWords budget!
1. Undgå at udnytte de forskellige matchtyper for søgeord
Ved ikke at udnytte de forskellige matchtyper for søgeord, men blot køre med bred match giver du Google frie tøjler. Og Google vil jo alle det bedste, ikke? Med bred match sikrer du, at dine søgeord bliver matchet på så mange varianter af søgninger som muligt. Det inkluderer bl.a. synonymer og ord, som Google mener er relaterede til dine produkter eller services, så du f.eks. kan være så heldig, at ordet ”løbesko” matches med ”golfsko” eller ”australien” matches med ”antarktis” (Den er god nok, det har jeg tidligere observeret på en konto!). Google kender det danske sprogs finurligheder, så lad os stole på dem.
2. Drop de negative søgeord
Når vi nu taler om søgeord er det selvfølgelig også bedst at droppe negative søgeord. De bruges til at styre, hvilke søgninger dine annoncer vises på, så du f.eks. undgår at optræde, hvis folk har søgt på ”gratis downloads af software”, når din virksomhed er eksperter i løsninger med selvsamme software til virksomheder. Så hvis du gerne vil have mere trafik til dit website skal du droppe de negative søgeord, da du ellers lukker døren for potentielle kunder.
3. Brug søgeord med både store og små bogstaver
I skolen lærte vi om stavning og retskrivning, og Google skal da ikke bare sådan lave om på mange års skolegang. For at helgardere dig bør du derfor for en sikkerheds skyld oprette alle søgeord med både store og små forbogstaver (f.eks. ”Thailand badeferie” og ”thailand badeferie” eller ”Adidas sneakers” og ”adidas sneakers”). Derved fanger du søgninger skrevet korrekt og ”forkert”, og Google matcher på det søgeord og den annonce, de finder mest relevant.
4. Sørg for at benytte de samme søgeord på tværs af kampagner
Det er surt at gå glip af visninger på vigtige søgeord, så hvorfor nøjes med at have søgeordene i blot en enkelt annoncegruppe eller kampagne? Hvis du kører et tidsbegrænset tilbud eller sæsonbestemt fokus på en række produkter eller ydelser (f.eks. tilbud på mobiltelefoner op til jul eller rabat på skønlitteratur forud for sommerferien), skal du selvfølgelig oprette en separat kampagne med de relevante søgeord, som er aktiv samtidig med din eksisterende kampagner. Således vil du eksempelvis have søgeordet ”iphone 7 128 gb” både i din ”normale” kampagne for iPhones samt i din nyoprettede julekampagne.
Hvis du så ovenikøbet kan linke til produktsiden for iPhone 7 128 gb i din ene kampagne samt linke til en nyoprettet kampagneside i julekampagnen giver du Google endnu flere valgmuligheder for at vise den mest relevante side til den der har søgt, og dét er noget Google elsker!
5. Benyt dig af generiske søgeord
Jo bredere, jo bedre plejer vi at sige. Hvorfor nøjes fokusere på et snævert segment eller en lille niche? Det giver sig selv, at der er flere, der søger på ”sommerferie” end folk, der søger på ”1 uges sommerferie i alcudia uge 30” eller ”skjorte” ift. ”hvid skjorte strygefri str m”. Hvis du vil have så mange potentielle kunder ind på dit website skal du derfor altid benytte generiske søgeord. Og der er bonuspoint, hvis du samtidig kun benytter dig af søgeord i bred match (se punkt 1)!
6. Sigt efter bred geografisk målretning
Der er potentielle kunder overalt, så hvorfor ikke se om du lokke dem til at købe fra dig? Skal folk der googler ”restaurant” i Odense måske snydes for muligheden for at nyde Restaurant Havglimt i Skagens (opdigtet!) rejecocktail? Eller hvad med, når Anne i Aalborg fredag nat søger låsesmed, fordi hun har forlist sine nøgler i Jomfru Ane Gade? Den kan Vestegnens Låseservice fra Albertslund da sagtens klare!?
7. Glem de mange annonceudvidelser
Din annonces budskab skal skinne klart igennem, og det sikrer du selvfølgelig bedst med mindst muligt støj omkring din annoncetekst. Folk der har søgt på ”ferie til usa” er da ligeglade med, hvor mange års erfaring dit rejsebureau har med at arrangere ture dertil eller at der er døgnsupport. Det samme gælder piger (eller drenge?), der har tirsdag har søgt på ”festkjole” i håb om at have noget at tage på til Magnus’ 18 års fødselsdag på lørdag. Hvorfor skulle de gå op i om I har dag-til-dag levering ved bestilling inden kl. 14? Derfor bør du glemme alt om annonceudvidelser, da din annonce jo alligevel er bedre skrevet end konkurrenternes.
8. Lad være med at tracke konverteringer på din konto
Du ved dit produkt sælger eller at din ydelse er noget folk slet ikke kan lade være med at købe. Og dit backendsystem fortæller dig, at du dagligt får ordrer fra webshoppen eller henvendelser fra din kontaktformular. Hvorfor så bekymre sig om, hvilken kampagne, der har givet flest konverteringer eller om et søgeord er rentabelt eller ej. Når bare mavefornemmelsen er god, og når bare der er kunder i biksen, som din far altid sagde…
9. Bonustip: Skaf trafik fra komplet irrelevante søgeord
Chefen har spurgt ind til nedgangen i AdWords trafik de sidste måneder sammenlignet med samme periode sidste år, og du er begyndt at svede i håndfladerne. Men bare rolig – hjælpen er nær! For der findes jo nærmest et uendeligt antal søgeord, og samme chef havde jo også sagt, at flere skulle lære jeres brand at kende, ikke? Gør dig selv den tjeneste at snige nogle ekstra søgeord – som muligvis har yderst begrænset relevans til jeres forretning – ind på kontoen. Det kunne være et ord som ”black friday tilbud”, hvis du er ansat i en bedemandsforretning eller hvad med ”lækkert børnetøj”, hvis I sælger vin? Det er altid godt at have øje for nye potentielle kundegrupper stod der vist i den marketingbog du engang skimmede.
Det var så vores 9 tips til, hvordan du bedst spilder dit AdWords budget. Velbekomme*!
———————-
*DISCLAIMER: Vi skal selvfølgelig på det kraftigste råde jer til IKKE at anvende ovenstående tips. Dette indlæg er skrevet 100% ironisk og skal derfor ses som en tjekliste over ting, du IKKE bør gøre, når du annoncerer via Google AdWords.
I vores nye serie af blogindlæg vender vi bloggen på hovedet. AdWords-verdenen kan være svær at navigere i, og når vi overtager ansvaret for kunders AdWords annoncering ser vi bl.a. ofte kampagnestrukturer, der med fordel kan ændres; dårligt udformede annoncer og manglende udnyttelse af platformens muligheder. Skal vi hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er op og ned inden for AdWords? Giv os et kald på 78 76 10 30 eller kontakt os via formularen her på siden.
Skriv en kommentar