Nekrolog: Yahoo (Verizon køber Yahoo)

Yahoo, der i sandhed var en af Internettets pionerer, til store glæde og inspiration for mange og for godt et årti siden en af de ubestridte mastodonter, er gået bort. Med salget af Yahoos kærneforetning til Verizon er portalens liv som selvstændig virksomhed slut. Vi takker for de mange gode år, omend de sidste har været hårde.

Yahoo åbnede Nettet

Da Jerry Yang and David Filo, to studerende på Stanford University, i 1994 etablerede “Jerry’s Guide to the World Wide Web”, så internettet meget anderledes ud, end det gør i dag. De færreste forudså dengang, hvor langt dette nye medie ville tage os og hvor meget det ville ændre verden.

Dengang var der kun en brøkdel af det indhold på nettet, som vi ser i dag. Alligevel så Jerry Yang og David Filo, meget visionært, et behov for at organisere Nettets indhold, så alle os almindelige mennesker kunne finde rundt. Det blev starten på det, som senere skulle blive til Yahoo.

Dengang fandtes der ikke nogen ordentlig crawlerbaseret algoritmisk søgeteknologi, der kunne indeksere nettet automatisk, som vi kender det i dag fra bl.a. Google. For at skabe et godt indeks – en indholdsfortegnelse over nettet, opbyggede Yahoo derfor et katalog bestående af links til de hjemmeside, som de og deres bibliotekariske personale, manuelt vurderede var de bedste.

Det var et kæmpe arbejde og voksede i takt med at også nettet blev større. Fra få tusinde websites i de første år blev det hurtigt til millioner. Men i de første mange år var resultatet rigtig godt. Yahoo kunne, på kvalitet, konkurrer med de spirrende algoritmiske søgemaskiner.

Yahoo voksede og var meget populært. Allerede i 1996 førte det til en af de første store internet-børsnoteringer med en værdi på helt op til $500 pr. aktie!

Yahoo sov i timen

I takt med at Yahoo voksede udvidede de med en mase andre funktioner end blot søgning. De var, som en del andre også gjorde på den tid, blevet smittet af “portal-sygen” – en forestilling om, at man skulle have de her “gateways to the Internet” (eller “startsider”, som de også blev kaldt på dansk), der primært skulle indeholde alt det som folk normalt havde brug for, og sekundært så kunne lede folk videre til det, som de ikke lige selv havde.

Den vigtigste indtægtskilde blev reklamer. Først en lille smule, så lidt mere og til sidst så meget, at det næsten overskyggede indholdet. Det blev en farvelade af blinkende animerede gif’er, Flash-helvede og en markedsførrings-mase-voldtægt, på niveau med en festlig aften i Las Vegas.

Måske var det en af grundende til af Amerikaneren Seth Godin i 1999 udgav bogen “Permission Marketing”, der gjorde op med ideen om, at vi (som marketingfolk) blot skal fortsætte med at råbe højere, mere og mere larmende, hysterisk og skingert, for at trænge igennem støjen. Der var en anden og bedre vej … men det er en anden historie.

For den hoppede Yahoo tilsyneladende ikke på. De fortsatte med at udvide deres portal og smøre det hele ind i mere og mere agressive reklamer. Det samme gjorde mange af deres konkurrenter iøvrigt. Der var vist en ret bred enighed om, dengang, at det var vejen frem. Det var det ikke!

Lige før årtisindskiftet dukkede Google så op med en helt hvid side, et simpelt søgefelt og 10 blå links. Ingen reklamer, ingen pis og blinkende lamper – bare ren og (på det tidspunkt rimelig) OK søgning. No bullshit. Google tog, som alle ved i dag, markedet med storm.

Google blev kendt som “den reklamefri søgemaskine” og det attraktive brand holdt ved, paradoksalt nok, selv mange år efter de begyndte af vise deres tekstbasserede AdWords annoncer. På et tidspunkt viste Google faktisk flere reklamer end Yahoo, men var alligevel i den brede befolkning kendt som den reklamefri søgemaskine. Flot PR-spin, må jeg sige.

Yahoo fejlede også på en række andre vigtige punkter. De blev, på trods af mange ihærdige forsøg, aldrig rigtig stærke på algoritmisk søgning, social eller mobil – 3 helt afgørende faktorer for, at fastholdt deres tidlige success. Og så var Yahoo iøvrigt en, af flere, der sagde nej til et tidligt – og meget billigt, køb af store dele af Google.

Algoritmisk søgning på Yahoo

Yahoo erkendte, klogt nok, ret tidligt, at en katalog-søgning alene ikke var nok. Omend kvaliteten af kataloget i mange år oversteg den crawler-baserede algoritmiske søgning, så blev der et stigende behov for ikke bare at finde frem til hjemmesider (forsiden), men også de helt konkrete undersider på et website med lige præcis den information man søgte.

Yahoo udviklede derfor også en algoritmisk søgning. I slutningen af 90’erne og de tidligere år i det nye årtusind opkøbte Yahoo så godt som alt hvad der kunne købes af søgeteknologi – herunder bl.a. AltaVista, Inktomi og Fast, der alle tre var teknologisk pionerer på algoritmisk søgning og på mange måder langt foran Google.

Mangle glemmer i dag, at det faktisk slet ikke var Google der opfandt link-analyser – og dermed grundlage behovet for linkbuilding. Flere år tidligere var både AltaVista og Fast igang med det. AltaVista havde ogå – omend med mindre held, forsøgt sig med betalte søgeresultater. Det blev så GoTo.com der for alvor fik hul på, og success med den ide – men altså igen, ikke Google.

Jeg husker et møde på Google lige omkring 2002/03 med nogle af deres teknikere. Det var dengang Google kun opdaterede deres indeks 1 gang om måneden – eller som Daniel Dulitz, der dengang stod for det sagde: Hvis jeg har ferie er det hver 6 uge, hvis jeg knokler er det hver 4.

På mødet snakkede vi om, at en opdatering en gang om måneden ikke var godt nok. Hvis f.eks. den Amerikanske præsident blev skudt dagen efter en opdatering ville der gå 30 dage før man kunne finde noget om det i Google.

Jeg prikkede til dem – og deres teknisk faglige stolthed og spurgte hvoror de ikke lavede “incremental updating”, hvortil de ellers dygtige teknikere på Google rynkede panden og forsøgte at overbevise mig om, at det var nærmest helt umuligt, at “indskyde” nye records i så stort et indeks som deres.

Jeg kunne så fortælle dem, at Fast Search & Transfer i Norge netop var begyndt på det få måneder tidligere. Det irriterede tydeligt Googles udviklere voldsomt og der gik da heller ikke så mange måneder før de fulgte trop og fandt ud af også at løse det.

Men tilbage til Yahoo. På trods af, at de opkøbte verdens førende søgeteknologier lykkedes det aldrig for dem, at tage kampen op mod Google. Google blev bare bedre og bedre – og det gjorde Yahoo ikke. Kunderne forsvandt. Kort og godt.

Marissa Mayer dræbte Yahoo!

I et forsøg for at rette op på den synkende skude blev den tidligere Google mellemleder Marissa Mayer hentet ind, som Yahoos syvende CEO. I de sidste fire år har hun kæmpet, men øjensynligt uden held. Hun har formået at bore huller i den synkende skude, frem for at lappe dem, og bid for bid gjort kagen både mindre og mindre spiselig.

I 2008 var Microsoft villig til at betale næsten $50 milliarder for Yahoo. I går blev de solgt for blot 4,8 til Verizon

At Mayer så belønnes for denne indsats med en bonus på $50 milioner går over min forstand. Jeg synes bestemt at man skal belønne ledere for deres gode præstationer, men sgu ikke for at dræbe en virksomhed!

Yahoo – tak for mange gode år

Jeg vil gerne slutte denne lidt triste nekrolog af med at takke Yahoo og de mange gode folk der gennem tiden har arbejdet der for nogle gode år. Jeg har mange gange været på besøg hos Yahoo i Californien, haft god dialog med deres redaktører og den dybeste respekt for deres dedikerede arbejde. Det er ikke deres skyld, at det gik som det gik. Det er, som det ofte er tilfældet, dårligt lederskab.

Yahoo vil i al fremtid blive husket som det ikon det var, og for alt det gode, de trods alt lavede. At de var med til at løfte internettet fra de meget tidligere stadier, til der hvor vi er i dag.

Tak Yahoo! Tak for mange gode år.