Google bekræfter: AdWords gavner SEO – betalte søgeords-annoncering giver bedre organiske rankings i Google
Lige siden Google i år 2000 lancerede første version af deres annonceprogram AdWords har der været mistanker om, at man ved at købe AdWords annoncer også kunne få bedre placeringer i de organiske søgeresultater.
De fleste af de begrundede mistanker er dog blevet manet i jorden, af både faglige eksperter som jeg selv, og af Google. Men i dag kan vi afsløre en nyhed, der måske vil overraske mange – Google bekræfter nu, for første gang, at man ved at købe søgeordsannoncering med AdWords (som oftest) også vil komme til at ranke bedre i de organiske – ikke betalte, resultater!
Læs mere her om den opsigtsvækkende udtalelse fra Google, lidt om baggrunden for, at det er endt sådan og hvad konsenvenserne af det på sigt kan blive …
Money talks …
Google har altid, på linie med alle andre seriøse annoncebærende medier, holdt fast i at der er vandtætte skodder imellem deres annonceafdeling og den redaktionelle afdeling.
På samme måde, som at man ikke kan – eller i hvert fald bør, kunne påvirke den redaktionelle process på en avis bare fordi man er en stor annoncør, så bør de organiske – redaktionelt, ubetalte og kvalitets-fokuserede søgeresultater naturligvis heller ikke være det.
Men er det nu også helt sådan? Er det så sort/hvidt?
For næsten 15 år siden dukkede nogle af de første veldokumenterede eksempler op på at disse skodder måske ikke er helt så vandtætte, som Google ellers har påstået.
Jeg var i den forbindelse inviteret til et panel på en stor søgemaskinekonference i USA, hvor jeg sammen med 3-4 andre dygtige kollegaer, skulle præsentere nogle konkrete cases vi havde oplevet.
Min case byggede på en oplevelse med en meget stor rejsekunde som jeg dengang rådgav i USA. De brugte på det tidspunkt et to-cifret millionbeløb i dollars hver måned på AdWords, men var så også begyndt at trappe op på deres organiske optimering. Og det var netop det, som jeg var hyret til at hjælpe med.
Men første opgave var at evaluere nogle lidt agressive SEO-strategier, som de havde implementeret. Ja, lad os nu være helt ærlige og kalde en spade for en spade – de havde skam-spammet Google, men cloaking og autogenereret crap. Men lortet virkede og de havde utrolig mange sindssygt gode organiske rankings.
Min opgave var så at lave en risikovurdering af aktiviteterne. Men paradoksalt nok blev den del af opgaven pludselig meget let. For mandag den morgen da jeg skulle igang var de komplet ude af Google. Ikke en eneste side var indekseret. Gone. Borte!
Der var naturligvis vild panik i marketingafdelingen i rejseselskabet. Der var 17 mand som ret konkret stod til at miste deres job hvis ikke det her blev løst meget hurtigt.
Jeg måtte jo forklare dem som det var, at det de oplevede nu var konsekvensen af deres meget risikable SEO-strategi. If you can do the time – don’t do the crime, so to speak.
Jeg kunne godt gå i detaljer med hvad der skulle rettes, hvorefter vi kunne indsende en ansøgning til Google om at genoverveje deres vurdering. Den slags tager minimum nogle uger, hvis man er heldig.
Men den besked var de absolut ikke tilfredse med. Det skulle løses nu!
De begyndte så at snakke om, at de med deres ekstremt store budget burde kunne Google til at inkludere dem i indekset igen – ellers ville de stoppe med det samme med at sende de mange millioner til dem.
Jeg forklarede dem, at jeg tvivlede meget på, at det var en god strategi og at jeg personligt aldrig selv havde oplevet succes med det. Men uanset min tvivl, så valgte kunden alligevel at gå direkte til den højtplacerede Google repræsentant de via deres store konto havde hos dem.
Jeg må indrømme at jeg faktisk blev temmelig overrasket – og en anelse foruroliget, over resultatet. Google reagerede promte. I løbet af få timer var hele rejsesitet indekseret igen – inklusiv alle de cloakkede og absolut spammende sider, alle de gode rankings og den gode gamle organiske trafik.
Der var så lige den lille klausul fra Google, at de skulle se at få fikset de her ting i løbet af de næste par uger, for ellers kunne de ikke love, at de ville forblive indekseret. Men altså nu og her, accepterede Google at gå på absurd kompromis med kvaliteten af deres organiske resultater til fordel for, at kunne holde på en meget lukrativ AdWords kunde.
På konferencen i USA kunne mine kollegaer berette om lignende episoder. Så min oplevelse stod ikke alene.
Det sker også i Danmark
Nogle år senere holdt jeg et foredrag for redaktionslederne på nogle af de største danske dagblade. Jeg fortalte dem ovenstående historie og sagde så, sådan lidt hængslængt, det kender I sikkert godt selv.
De så med forargelse på mig og udbrød straks, at det kunne de da aldrig finde på! I deres medievirksomheder var der absolut vandtætte skodder med annonceafdelingen og redaktionen. Selv de største annoncører ville aldrig kunne få indflydelse på hvad der bliver skrevet i avisen.
Jeg smilede lidt, tog en dyb indånding og kiggede dem dybt i øjnende og spurgte så – er i helt sikre? Hvis nu jeg sætter en hard core researcher på opgaven, og giver ham uendelige resurser, er I så helt sikre på, at jeg ikke kan finde en eneste tilsvarende sag fra jeres aviser, hvor en stor annoncør er sluppet afsted med at få indflydelse på de redaktionelle processer, på en måde som han nok ikke burde?
Så blev deres blikke en anelse mindre stive. Nogle af dem mumlede lidt om, at det da måske godt være at man kunne finde en enkelt sag eller to, men de skyndte sig så hurtigt at snakke udenom. Det var bestemt ikke noget de brød sig om at snakke mere om.
Og det forstår jeg sådan set godt. For det er jo lidt pinligt. Men hey, Money Talks …
I den ideelle verden skal penge naturligvis ikke kunne misbruges til at få redaktionel indflydelse på gode medier – hverken de store dagblade eller Google. Men virkeligheden er bare ikke altid helt så idylisk, som kunne ønske sig.
Jeg kan godt forstå at hverken Google eller dagblade bryder sig om, at vinke farvel til en meget stor kunde. Og måske kan der også argumenteres for, at skaden ved deres monetære indflydelse på det redaktionelle er meget lille. Den store amerikanske rejsevirksomhed jeg rådgav spammede ganske vist Google, men de resultater de spammede sig frem til førte jo brugerne til nogenlunde relevante rejsesider.
Og i forhold til dagbladene så ja, det kan godt være at en enkelt kompromiterende historier er blevet undertrykt af store annoncører, men men resten af avisens indhold har sikkert været OK. Så mon ikke læserne overlever det?
Uretfærdigt? En håbløs kamp for små virksomheder? Absolut. Men det er en anden snak. Tilbage til den om lidt …
Annoncering kan påvirke User Engagement
Det nye sort indenfor SEO er såkaldt “User Engagement” – en hel række faktorer, der fortæller noget om, hvor engagerede brugerne er i dit website – i forhold til andre sites, der er relevante for de samme søgninger.
Al denne user engagement data indsamler Google blandt andet via sin meget udbredte Chrome browser og bruger det som en direkte ranking faktor.
Og det er jo sådan set meget smart – og helt logisk. For et website der er bedre til at holde på de besøgende, bouncer mindre, hvor flere kommer igen, flere køber mere og flere søger direkte på deres brand er jo nok, alt andet lige, et bedre website end de andre.
Men gode og optimerede annoncekampagner, som Google AdWords er der ingen tvivl om, at man kan påvirke den samlede user engagement data på et website. Det kræver naturligvis at kampagner er godt optimerede, men er de det, så vil de øge user engagement på sitet.
Og som en meget direkte konsekvens af det, vil du få lettere ved at ranke bedre i de organiske resultater. Alt andet lige. For naturligvis skal de tekniske faktorer på dit site også optimeres, der skal være noget relevant indhold og også gerne noget link-autoritet, men selv med de ting på plads vil du med en øget user engagement opleve et boost i de organiske resultater.
Mange mindre sager bekræfter tendensen
Ud over de meget store sager, som jeg blandt andet har været med til at få frem i lyset, har der også gennem tiden været mange andre og lidt mindre sager fremme, der bekræfter tendensen: Money Talks … Du kan købe dig til bedre organiske resultater.
Som sagt kræver det så, at du har nogle rigtig veloptimerede kampagner. Hvis ikke dine AdWord kampagner allerede er super godt optimeret, så vil jeg bestemt anbefale dig at tage fat i vores Google certificerede AdWords eksperter. De kan starte med at lave en gratis gennemgang af dine kampagner, for at vurdere hvor meget bedre det kan gøres.
Når det så er på plads, så vil jeg som sagt også anbefale, at du får lavet en SEO Analyse, så du kan få den tekniske og redaktionelle del af dit website optimeret også. I samspil vil de to strategier have en kæmpe effekt for de fleste virksomheder.
Google kaster håndklædet i ringen og bekræfter sammenhængen
Set i lyset af hvordan tingene faktisk hænger sammen var det efterhånden også ved at være lidt patetisk, at Google fortsat holdt fast i en officiel udmelding om, at der ingen sammenhæng var. Så nu har de, klogt nok valgt at opgive dette.
Så i dag, den 1. april, ligger de så kortene på bordet og bekræfter, at der er naturligvis er den sammenhæng mange af os i årevis har kendt til. Så er det på plads. Godt …
Men, for der er et lille men. Hvad mon myndighederne siger til det?
Vi har uden held forsøgt at få en udtalelse fra den danske konkurrencekommissær i EU Margrethe Vestager der tidligere har været meget kritisk i forhold Googles sammenblanding af økonomiske interesser. Så indtil videre må vi nøjes med at gætte på, hvad hun vil mene om det. Jeg tror personligt, at det meget vel kan få nogle konsekvenser, men det må tiden vise.
God Påske – og husk nu, man skal ikke tro på alt hvad man læser i avisen, eller finder i Google, og måske særligt ikke på en dag som i dag 🙂
Bent Andersen skriver
Mikkel, din gamle bandit 🙂
You got me, lige til det sidste. Men i skrivende stund er det jo også den 3-4 så antennerne var ikke så meget ude som på den 1.
Men jo, mistanken om at skodderne ikke er helt vandtætte, den har vi haft i mange år.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg indrømmer, at den også var en anelse tricky 🙂
En del af det jeg skriver er jo helt sandt. Google har dog ikke (endnu) bekræftet, at det helt forholder sig sådan. Men det er jo ikke første gang.
alex skriver
Spændende artikel. Betyder det så at brugerne skal bruge lang tid inde på siden eller at mange skal besøge siden?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Du kan læse lidt mere om User Engagement her: https://www.waimea.dk/blog/seo/seo-user-engagement-data-google.html
Men ja, det er blandt andet godt at folk bruger lidt længere tid på dit website.
Kirstine skriver
Hej Mikkel
Mit spørgsmål henvender sig nok ikke direkte til dette blogindlæg, men kan det passe at man ikke kan få lov at bruge google keyword planner uden at lave en annonce først? Læste et tidligere blogindlæg fra 2015 og ville i gang med det. Er klar over 3 år er meget tid og der kan nå at ske meget, men jeg ville alligevel høre, for når jeg logger ind så kommer jeg direkte ind til at skulle starte en adwords-annonce.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Desværre kræver det en aktiv AdWords konto at bruge Google Keyword Planner i dag