(Google) Accelerated Mobile Pages (AMP) – skal du vælge AMP eller ej?
Google lancerede for nyligt, sammen med en gruppe af webvirksomheder, et nyt projekt under navnet AMP – en forkortelse for “Accelerated Mobile Pages”. Projektets officielle formål er, at etablere en åben standard for meget hurtigere mobile websites.
Det lyder jo meget godt. Jeg er vild med hurtige websites. Men er det nu også så godt? Er det virkelig en åben standard og kan jeg anbefale, at du “opdaterer” dit website til AMP?
Det er desværre ikke helt så enkelt, som Google gerne vil have det til at se ud. I dette indlæg vil jeg beskrive nogle af de bekymringer AMP giver, og som du bør medtage i dine overvejelser, inden du beslutter dig for eventuelt at skifte …
Hvad er Accelerated Mobile Pages (AMP)?
Kort fortalt er Accelerated Mobile Pages (AMP) en ny standard for, hvordan an mobil webside kodes, så den kan indlæses næsten med det samme på mobile enheder.
Den øgede hastighed opnås hovedsageligt ved, at gøre koden meget mere simpel. Under AMP HTML er det således stærkt begrænset hvad man kan og må. I forhold til de muligheder vi har i dag med CSS3, JavaScript osv. vil mange funktioner således slet ikke kunne bruges.
Accelerated Mobile Pages inkluderer et meget begrænset set af tags. Nogle af disse er custom tags, som enkeltstående virksomheder har fået med. Det er stadig uvist hvordan – og om, alle kan få sådanne tags med, eller om det er forbeholdt de få store virksomheder, der står bag AMP nu.
Er AMP en åben standard?
Nej, set i lyset af blandt andet de særlige custom tags har jeg svært ved at se det som en ægte åben standard. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, jeg synes måske bare det er lidt misvisende, at sælge AMP projektet som et åbent projekt.
AMP sælges også, som en måde for publishers and sikre en bedre levering, og indtjening, på mobile reklamer. Men indtil nu er der kun godkendt 5 reklameplatforme, hvoraf de to er Googles egne. Det virker altså ikke særlig åbent. Tværtimod, det virker meget lukket.
Accelerated Mobile Pages er et tilbageskridt
Jeg synes Accelerated Mobile Pages virker mere som et tilbageskridt end et fremskridt. Det minder mig lidt for meget om WAP. Hvis du kan huske det, så døde det også på at være alt for begrænset og dårligt.
Det er muligt, at enkelte udgivere kan leve med de stærke begrænsinger i funktionalitet og reklameintegration, som er muligt under Accelerated Mobile Pages (AMP), men jeg kan ikke få øje på ret mange.
Du kan på andre måder gøre dit mobile website meget hurtigt. Naturligvis ikke helt så hurtigt, som hvis du fjerner alle scripts og CSS3, men hvad står du så tilbage med? Er brugervenligheden god nok? Er det lækkert? Konverterer det?
Jeg er bange for, at et alt for ensidig fokus på hastighed – og kun hastighed, kan komme til at skade brugeroplevelsen, og dermed din online forretning, mere end det gavner.
Min gamle ven Joost de Valk brugte en rigtig fin analogi forleden: Hvis man vil have en bil til at køre hurtigere og/eller længere på literen, så kan man starte med at fjerne alt det “unødvendige” – bagsæder, sikkerhedsudstyr, air condition osv. Men det gør de færreste af os, for vi vil hellere køre lidt langsommere, og bruge lidt flere penge på benzin og så til gengæld have air condition og alle de andre ting der kør kørslen til en lækker oplevelse.
Det samme kan man i vid udstrækning sige om net-brugerne. Hastighed er vigtigt, men ikke det eneste der er vigtigt.
Så min anbefaling lige nu vil til de fleste være ikke at bruge Accelerated Mobile Pages. Jeg tror du kan opnå bedre, samlede resultater, hvis du ikke lader sig begrænse af AMP.
Du kan læse mere om AMP projektet på deres hjemmeside her.
Asger Teglgaard skriver
Fint indlæg.
Har en del kunder der spørger indtil det.
Er AMP ikke lavet til lande, hvor mobilforbindelsen ikke er så voldsom god?
I Danmark har man næsten bedre mulighed for hurtigt net på mobilen (4G) kontra det forældede kobbernetværk.
I lande som f.eks. Indien er gennemsnitshastigheden 2,5 Mb/s og kun 14% har mere end 4 MB/s kontra Danmark hvor 94% har mere end 4 MB/s.
Kan ikke få AMP til at give mening ellers.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Tak 🙂
Jeg opfatter ikke AMP som et tiltag udelukkende rettet mod 3. verdens lande.
For det første skal du huske på, at mange – også i Europa har langsomme mobile forbindelser. I efteråret var jeg på besøg hos venner lidt uden for Manchester. Her kunne jeg stort set kun opnå GPRS forbindelse!
For det andet har alle glæde af højere hastigheder på websider.
Men, hvis det er på bekostning af vigtig funktionalitet eller friheden til at vælge den annonceplatform man ønsker, så kan prisen blive for høj.